![]() Lærlingene håber på mere i løn i den nye overenskomst. Men om stigningen bliver de ønskede 10 kr. er for tidligt at sige. Arkivfoto: Nicola Fasano Hold øje med forhandlerne
Af Anne-Sophie Elberg Dengsø (Tirsdag 08. december 2009)
Overenskomsten bestemmer en lang række forhold for ansatte og lærlinge. Det gælder f.eks. dine lønforhold og reglerne for mindstebetaling, arbejdstid, overarbejdsbetaling, pension og barsel. Ved de sidste overenskomstforhandlinger i 2007, fik lærlingene skaffet sig tre pct. mere i løn. I år vil lærlingene igen have forhandlet en højere løn, 10 kroner mere i timen. Om lønnen stiger så meget, vil vise sig. Men afgående ungdomskonsulent i Metal, Morten Skov Christiansen, tror på en vis lønstigning. - Mindstelønnen for lærlinge ligger i øjeblikket på 57,60 kroner i timen, og jeg regner med, den bliver sat op, fortæller han.
I 2007 forsøgte lærlingene landet over at få gennemført en pensionsordning på lige fod med svendene, men uden held. I år forsøger de igen: - I dag får man først pension, hvis man er over 20 år, når man begynder på sin læretid. Vi så gerne, at lærlingene ligestilles med svendene, så de kan spare op efter de samme principper og uanset alder. Og denne gang regner vi med at få det gennemført, fortæller Morten Skov.
Må ikke strejke Hvis forhandlingerne bryder sammen, udsender fagforeningerne et strejkevarsel, og så henter man forligsmanden. Han skal så forsøge at finde et kompromis mellem parterne. Hvis det ikke lykkes, strejkes der. Dog har lærlinge ikke ret til at strejke, og det har været diskuteret om de skulle have det. Men ifølge Morten Skov Christiansen er det ikke sikkert, det er en god ide. - Hvis man skal have ret til at strejke, skal man også have ’ret’ til at blive fyret. Det har lærlingene ikke i dag, og jeg er ikke sikker på, det ville være en god løsning for dem at få! |
- Overenskomsten (OK) er en aftale mellem arbejds-
givere og lønmodtagere
- OK forhandles mellem repræsentanter fra lønmodtagernes organisationer og arbejdsgiversiden.
- Overenskomsterne aftales til at have en vis løbetid. Den nuværende gælder i tre år, men det er endnu ikke aftalt, hvor længe den nye OK skal gælde.
- Sidst forhandlinger-
ne udløste en strejke var i 1998.
- Lærlinge må ikke strejke.









