Til forsiden


Bliv medlem

IT kursus

Den lille hjælper


DaJoTo




Sikkerhed i alt
Oversigt >Kontakt >Tip en ven >Print >Søg

Her viser Lars Grandt (t.h.) og Tage Christoffersen en risikabel situation ved drejebænken, hvor en glemt t-nøgle kunne have medført en ulykke
 

Her er sikkerhed en selvfølge


På Danfoss tager man ingen chancer med sikkerheden. Det mærker lærlingene allerede fra første dag


Af Astrid Westergaard/Foto: Lene Esthave

(Mandag 23. november 2009)


Sidste år blev der anmeldt i alt 48.464 arbejdsulykker i Danmark. Knap 1.800 af dem omfattede 16-29 årige i industrien. Derfor har Danfoss på Als også en klar politik, når det gælder sikkert arbejde. Og det mærker lærlingene, så snart de starter på virksomheden.

- I traineecenteret, hvor vi lige nu er omkring 30 lærlinge, snakker vi rigtig meget om sikkerhed. Fra første dag er der fokus på sikkerhed, og vi bliver vist rundt i værkstedet og ser, hvor vi har sikkerhedsudstyr, brandslukning og sikkerhedskort, fortæller Lars Grandt, der er i lære som industritekniker og formand for traineegruppen.

Alle lærlinge får udleveret en usb-nøgle med oplysninger om maskinerne og sikkerhedsinstruktioner. Men de bliver ikke bare sluppet løs uden praktisk instruktion.

- Inden vi skal bruge de forskellige maskiner, bliver vi instrueret i dem, og det bliver skrevet ned, hvilken dato vi har fået instruktionen. Hvis vi ikke er instrueret i maskinen, må vi ikke bruge den.


Naturlig del af arbejdet

Holdningen hos Danfoss er, at sikkerhed skal være en selvfølge, som alle har et fælles ansvar for.

- Lærlingene er med på den sikkerhedsrundgang, vi har en gang om måneden, hvor vi udarbejder en sikkerhedsrapport, fortæller Tage Christoffersen, der er instruktør for lærlingene i traineecentret. Når lærlingene er en del af rundgangen, lærer de at tage sikkerhed naturligt og gøre det til en del af arbejdsdagen. Hos os er det naturligt for lærlingene at sige til hinanden, hvis der er situationer, som kan udvikle sig til en risiko for sikkerheden. Det lærer de bl.a. også ved at registrere ”tilløb til ulykker”, tilføjer han.

Den holdning synes Lars Grandt er helt fin.

- Der er altid en, der siger: Husk nu sikkerhedsbrillerne – så det bliver naturligt at tage dem på, inden man trykker på den grønne knap. Det er simpelthen ikke smart at lade være med at bruge sikkerhedsudstyr.


Opmærksomhed præmieres

Danfoss nøjes ikke med at registrere farlige situationer. Der er også gaver til dem, der har opdaget dem.

- Hver måned gennemgås de ”nær ved ulykker”, der er registreret, og der udloddes gaver til nogen af dem, der har anmeldt et ”tilløb til ulykke”. For når vi er opmærksomme på, hvad der kan gå galt, kan vi undgå ulykkerne. Jeg har f.eks. selv glemt en nøgle i en drejebænk, og det kunne være gået galt, hvis ikke en af mine kolleger havde grebet ind, siger Lars Grandt.

Og kollegerne er på dupperne, understreger centrets sikkerhedsrepræsentant, René Sievertsen.

- Hvis vi ser, at en lærling vil lave noget i en fart og glemmer sikkerheden, er vi over dem med det samme, for det går ikke! De skal vide, at de kun må arbejde med det, de har kurser og instruktion i.


Gentagelse hjælper

For ham er der ingen tvivl om, at sikkerhed kan læres – bare man bliver ved.

- Når sikkerheden skal ind under huden hos lærlingene, handler det om gentagelse og atter gentagelse. Men vi kan også se en stor forskel på dem, vi får ind ad døren og dem, vi lukker ud. Det er nogle helt andre mennesker med omtanke for hvad man gør for ikke at komme galt af sted.




Nyheder Det sker Frokoststuen Temaer Uddannelser Kurser Metal Ungdom Til toppen Dansk Metals hjemmeside Skriv til Dansk Metal